Mange drømmer om at trække sig tilbage og tage på refugium for at gå i dybden med deres tanker, for at skrive en bog eller arbejde med et større projekt, men for langt de fleste bliver det ved drømmen. Med børn, pligter, arbejde, hund, kat og kæreste er det heller ikke let. Det vigtigste krav er derfor forståelsen og velviljen fra de nærmeste.
Når jeg selv har taget springet og tager på et refugieophold starter det ofte med et oprør. Jeg har fået nok af min dagligdag og må sige fra. I disse situationer er det ikke en ferie med nye input jeg søger – tværtimod handler det om at skabe en tilstand hvor der ikke kommer input, men hvor der er tid til at vente på output. Det store spørgsmål kommer til at lyde: Hvad vil jeg begynde at tænke på når der ikke er et eneste menneske som forventer at jeg vil tænke noget bestemt? Når jeg endelig bryder op og bryder ud af dagligdagen starter der ofte en temmelig kaotisk proces hvor tankerne og følelserne springer hid og did. Ofte bliver jeg pludselig meget ensom, urolig, restløs, socialt hungrende eller træt. Det er ikke til at vide på forhånd hvad der vil ske. Indimellem har disse udflugter været meget berigende og andre gange har de været yderst forvirrende. Når jeg har valgt den hårde vej til at vende blikket indad har jeg lejet et sommerhus i et afsidesliggende naturområde – provianteret til en uge ad gangen og herefter befundet mig i mit ejet selskab på godt og ondt. Den mere blide vej til denne proces er at opsøge et af de etablerede refugier. På disse steder er man ikke alene hele tiden. Ofte er køkkenet et samlingspunkt for refugiegæsterne og hvis man laver mad i de traditionelle spisetider er man omgivet af mennesker som også har valgt at trække sig tilbage. Det er altid lettere at gøre ting sammen med ligesindede – tilmed når det handler om at være alene.
Inden man tager på refugium er der et par ting som er gode at gøre sig klart. Første del handler om at gøre sig klart hvad man gerne vil bruge tiden til. Det er altid en god ide at nedskrive en vision for hvad man ønsker at bruge tiden til imens man er alene. Anden del handler om at gøre sig klart at man muligvis ikke vil gøre det man regnede med at gøre. Det er godt at have en dagsorden, men også godt at kunne slippe den igen uden at behøve at få dårlig samvittighed. Hvis ikke man er i stand til at følge sin egen vision må man gøre noget man normalt ikke tør gøre – nemlig at lade tiden løbe, slappe af og indse at dette netop var hvad man havde brug for. Kan man slappe af, kede sig, lade tiden gå og affinde sig med dette vil man være styrket når refugieopholdet er slut.
At opholde sig på et refugium har for mig altid været en meget spændende proces fordi det her er muligt at optræde på måder som alle andre steder ville blive opfattet som asocial. Når man møder andre mennesker på gangene eller i køkkenet hilser man (som regel) på hinanden, men man kan også tillade sig ikke at tale sammen eller at ignorere hinanden. I flere dage ad gangen kan man tillade sig den luksus ikke at vide hvad klokken er, ikke at lade sig påvirke af andres forventninger, spise alene på sit værelse og behøver, når man vågner, ikke at gøre andet end at ligge stille og lade tankerne komme indtil sulten melder sig og man står op for at spise.
Den første tid under disse ophold kan godt være lidt af en pinsel. Tankerne kan komme helt ud af kontrol og kan finde på at søge udad eller hjemad. Jeg bliver som regel usædvanlig optaget af alle de pligter og alle de forventninger fra andre mennesker som jeg, i min afskårne tilstand, ikke kan indfri. I denne tilstand forsøger jeg at vende blikket mod et bestemt punkt, men kan ikke vride armen rundt på min egen opmærksomhed. Min vilje fortæller mig at jeg skal søge indad, men min længsel efter det jeg har forladt fortæller mig at jeg er på flugt, at jeg ikke gør som jeg burde gøre eller at jeg er en egoist som kun tænker på mig selv. Får ungerne den fornødne opmærksomhed og har de det godt? Får kæresten bilen til at starte når hun skal på arbejde? Kan andre mennesker i det hele taget klare sig uden mig, finder de selv løsninger og husker de at gøre de ting jeg bad dem om inden jeg tog hjemmefra?
For at retfærdiggøre mig selv starter jeg en indre dialog hvor jeg taler mine omgivelser til rette – fortæller dem at de må klare sig selv for en tid. I starten kan det være meget svært at mærke at det at vende blikket indad ikke kun er vigtigt for mig, men også for mine nærmeste. Disse perioder er en opladnings- og afklaringsproces som bygger op og gør mig til et mere spændende selskab når jeg er tilbage igen. På den måde er opholdet ikke kun en gave til mig selv, men også en gave til andre mennesker. At bruge den tid jeg skulle være alene på at ringe og fortælle mine nærmeste disse ting ville dog være en stor vildfarelse. Derfor må jeg finde mig i at jeg, i min isolerede tilstand, kan mærke hvordan min dagligdag trækker i mig, men også undlade at gøre noget konkret ved det. Det jeg mærker er ikke andet end abstinenser efter det hektiske liv som jeg selv har skabt, som jeg har forladt og som jeg kalder for min hverdag.
Som regel går der dog ikke så længe inden abstinenserne begynder at aftage og langsomt falder jeg ind i mit ejet rum. Jeg begynder at arbejde og finder mening i en proces som skaber ny afklaring og en dyb indre mening. I det nye liv finder jeg en rytme og skaber noget som jeg (imens jeg skaber det) synes er godt. I denne tilstand har jeg skrevet næsten alle mine bøger, lavet alle mine kurser og udviklet de ideer som ligger til grund for StemningsHotellet. Der er en stor kraft i at arbejde alene, men også en stor kraft i at vende tilbage til hverdagen igen.
