Menu left

Under et foredrag bad Carsten Graff, inden en pause, deltagerne om at skrive deres vigtigste spørgsmål ned og give ham dem når pausen sluttede. Her er nogle af spørgsmålene og nogle af svarene:

"Hvornår går verden under?"
"For mig går verden under hver gang, jeg glemmer at se den som et under, men som regel er der ikke noget, der går under, før det er gået over"


"Hvis du mødte dig selv som 25-årig, hvilke råd ville du give dig selv? Personlige, karrieremæssige, om livet."
"At gode råd ikke ville bringe mig videre i livet."

 

"Hvilken bil kører du?"
"De fleste mennesker anskaffer en bil, der skal kompensere for det, de ikke har: Skrigende farver = Farveløs personlighed. Stor motor = Impotens. Mange sæder = Ingen venner. Og så videre. Måske er det grunden til, at jeg godt kan lide at køre i bus."

 

"Hvornår er du i den værste del af din personlighed?"
"Som regel lige nu. Derfor bruger jeg meget energi på at flytte mig hele tiden."


"Hvad er værdi?"
"Værdi er det, vi søger, når vi ikke kan finde mening."

"Hvor kommer din drivkraft fra?"
"Fra et ønske om at kunne dø uden at føle, at jeg gik glip af noget."


"Er det at være leder noget man kan lære, eller er det en grundlæggende egenskab man har?"
"Ingen er bedre til at uddelegere opgaver end et skrigende spædbarn – ergo: Vi er født ledere."


"Hvis du var et dyr, hvilket dyr var du så?"
"Et næbdyr – da næbdyret netop i mange år var et dyr, som videnskaben ikke troede på, kunne eksistere."


"Hvem ville du helst have med på en øde ø – og hvorfor? Det må ikke være familie."
"Med alle midler ville jeg forsøge at komme derud alene – også selv om jeg måtte medbringe familien."


"Er du misundelig på andre mennesker og hvorfor?"
"I mange år var jeg misundelig på mennesker, der ikke led af misundelse, men nu er jeg heller ikke misundelig på dem mere."


"Har du nogensinde misbrugt en given magt for egen vindings skyld?"
"Måske har jeg aldrig lavet andet, men målet helliger jo midlet – som man siger …"


"Tror du på tankegangen i 'The Secret'?"
"At noget, som næsten alle kender til, bliver kaldt 'The Secret', fortæller kun, at man kan indpakke det indlysende i flot papir og få en hel verden til at købe pakken."


"Har vi altid et valg? Hvis nej, hvornår?"
"Jeg har et valg, når jeg går i seng, men intet valg, når jeg bliver vækket af skrigende børn kl. 6 om morgenen."


"Er vi for mange mennesker på jorden?"
"På jorden har der altid været præcis det antal mennesker, som der skulle være – ellers var de her jo ikke."


"Kan micro finance løse Afrikas problemer?"
"Intet vestligt klingende koncept har nogensinde vist sig at være løsningen på noget som helst – tværtimod. Hvis verden ville det, var alle ulandsproblemer for længst løst – helt uden smarte koncepter."


"Hvordan vil du sammenligne dig selv med en agurk?"

"Med krumningen på mine tanker."


"Hvilken beslutning har været den vigtigste i dit liv? – og hvilken betydning har den haft?"
"Den vigtigste beslutning er den, jeg tager lige nu og hvilken betydning den får, ved jeg ikke, før jeg har svaret."


"Hvilken oplevelse har haft størst betydning for din personlige udvikling?"
"De oplevelser, hvor jeg blev presset nok til at glemme min stræben efter at udvikle mig."


"Hvordan ser du på tro og på de konflikter, troen skaber?"
"Ren tro skaber som ren kærlighed ingen konflikter – I virkeligheden er det tvivlen, der skaber konflikter, også når det gælder kærlighed."


"Hvad betyder religion for dig?"
"Religion dokumenterer, at vi mennesker har et stort behov for at være i kontakt med noget, vi ikke forstår. Videnskaben vil altid have et problem, fordi den ikke kan tolerere det uforklarlige."


"Hvad betragter du som at ha’ det sjovt? Og hvor meget af dit liv har du brugt på at ha’ det sjovt?"

"Jeg har det primært sjovt, når jeg ikke forsøger at kvantificere og det har jeg rundt regnet gjort i 23,51 procent af mit liv."


"Har du nogen idoler?"
"Ja – nogle af mine uvenner, men til gengæld alle deres tilhængere."

 

Del på Facebook